Mit hjerte er et løg

Så er jeg for alvor i gang hos psykologen
I dag var jeg til psykolog igen. Jeg skulle jo tænke over, hvad der driver mig, når ikke det må være arbejde. Jeg har stadig ikke noget endegyldigt svar på det. Adspurgt hvordan jeg havde det, kunne jeg jo heldigvis svare, at det gik meget bedre. Ingen angstanfald, og vejrtrækningen var også bedre, når jeg ikke lige er under pres. Trætheden er her dog stadig i stor stil. Så der sad jeg i sofaen og tænkte, nå py ha, det bliver ikke så slemt i dagJeg blev dog klogere, meget klogere. Min psykolog P. kigger på mig og spørger helt stille og afdæmpet; Tror du, at trætheden har noget at gøre med ked-af-det-hed? Og så var det jeg opdagede, at mit hjerte er et løg. Med MANGE lag. For min første respons var selvfølgelig; Nej, det tror jeg ikke. P; jamen hvad mærker du, når du bliver så træt? Ingenting.... Jo, du mærker en masse, du har bare ikke lært det endnu.
Vi taler videre, om børn, om arbejde, om eks-mand, om vigtige ting i livet. Og jeg græder og jeg græder. Og glemmer at trække vejret.
Konklusionen på dagens samtale er, at jeg skal lære at være i kontakt med mine egne følelser. Hele tiden. Ikke bare når jeg synes jeg har tid. Jeg skal sætte mig selv først. Før alt andet. Før mine børn. Det tror jeg dog aldrig kommer til at ske, for mine børn er det vigtigste i mit liv. Heldigvis har de det godt alle 4, så der er ro på den kant. Hvilket nok gør det nemmere at have fokus på mig selv.
Det gode var også, at jeg endelig mødte en, som tog min træthed alvorligt og kunne give mig en forklaring. Nu giver det måske lidt mere mening, at hjernen vil mere end kroppen vil.
Hvordan er I i kontakt med jer selv? Har I nemt ved, at sætte jer selv og jeres behov før alle andres? Kan det overhovedet fungere i dagens Danmark?
I morgen bliver jeg nok fyret. Men det er så også okay, for jeg skal sætte mig selv først, og lige nu er jeg ikke i stand til at arbejde, og lige nu kan jeg ikke engang give et bud på, hvornår jeg bliver det.
Om 14 dage skal der pilles endnu et lag af mit løg, så der kommer der uden tvivl flere tårer. Men det er nok sundt på den lange bane.
Aftenen står på aftensmad i Ikea med flokken, og nye møbler til den hjemmeboende teenager. Alt er godt.
Tænksomme kram
Tina
Følg mig på Bloglovin eller her www.blog.torstedsmugkro.dk
Kommentarer
Send en kommentar